- 27 hullers golfbane af høj standard.
Furesø Golfklub blev stiftet i Birkerød den 8. oktober 1974, hvor ca. 100 personer var mødt op.
Initiativtagerne blev valgt som bestyrelse, og hurtigt var en række medlemmer engageret i de aktiviteter, der kunne udfoldes på en græsmark ved Hestkøbgård, en græsmark som Birkerød Kommune stillede til rådighed. Arealet blev benyttet til drivingrange og til matcher - meget primitivt, men det fungerede.
I løbet af meget kort tid blev det besluttet i Birkerød og Farum kommuner, at man ville støtte en fælles kommunal golfbane, og de første skitser blev udarbejdet. Det areal, der var til rådighed, blev gradvis udvidet, og efterhånden var det muligt at etablere en par 3 bane af en rimelig kvalitet. Forholdene blev forbedret ved, at maskinparken var i top samtidigt med, at klubben meget tidligt ansatte chefgreenkeeper Hans Beurling.
Medlemstilgangen var stor, og par 3 banen blev for lille. Derfor stillede Birkerød Kommune et areal til rådighed for 9 "rigtige huller", som blev indviet 18. august 1979. Disse huller, som er den nuværende Hestkøbgård-sløjfe, blev tegnet af Jan Sederholm.
Medlemstallet steg, samtidigt med at drømmen om en 18-hullers bane voksede. Sederholm tegnede yderligere 9 huller på Farum-siden af kommunegrænsen, men desværre ejede Farum Kommune kun en del af det areal, der var inde i billedet, hvorfor Furesø Golfklub måtte nøjes med et areal, hvor der kun kunne etableres 6 huller. Det var imidlertid et stort skridt på vejen.
Suppleret med 3 midlertidige huller (2 på arealet med den nuværende par 3 bane og et mellem hul F4 og F8) blev der etableret 18 huller af en ganske god standard. Da pladsen i Farum var trang, lykkedes det for klubben at få stillet et areal til rådighed for etablering af hul F1, F7 og F9, så Furesø Golfklub den 17. august 1989 kunne indvie en 18 hullers golfbane - nemlig den nuværende Hestkøbgård og Farum sløjfe.
Interessen for golf i Birkerød og Farum kommuner steg fortsat. For at dække behovet og for at udnytte det areal, der ligger op mod Birkerød Parkvej startede klubben i 1995 anlægget af yderligere 9 huller. Disse 9 huller (Parkvej-sløjfen) blev indviet fredag den 2. august 1996, og Furesø Golfklub har nu en 27 hullers golfbane af høj standard.
Fremtiden for klubben ser lovende ud. Der er ikke problemer med medlemstilgang – tværtimod. I dag er Furesø Golfklub, med over 30 år på bagen, en af Danmarks største golfklubber med 1.500 medlemmer.
Aktiviteterne i Furesø Golfklub styres i høj grad af personer, der bruger deres fritid på at klare de forskellige opgaver. Bestyrelsen, der vælges på generalforsamlingen, nedsætter de nødvendige udvalg.
Restaurant Hestkøbgaard
I forbindelse med golfspillet - eller bare som almindelig gæst - kan der spises i restauranten på Hestkøbgaard i hyggelige omgivelser og med mad af høj kvalitet.
Klik på billedet for at komme videre til Furesø Golfklub

